Bag om OCCUPY

- Fra Tunesien til Wall Street - baggrund & historie

​

Den 18. december 2010 satte en tunesisk grønthandler ild til sig selv i protest efter politiet havde beslaglagt hans grøntsagsvogn.

Kort tid efter brød der demonstrationer ud i Tunis, der bredte sig til resten af den arabiske verden hurtigere end nogen kunne nå at sige ”planøkonomi”.

Unge som ældre blev grebet af et momentum af at det nuværende system kunne ændres, og muligheden for en større demokratisk medindflydelse i eget land synes ikke længere helt umulig.

Folket krævede at blive hørt, og verden kunne snart følge med på unge egypteres twitter opdateringer fra kampene på Tahrir pladsen og vidne et verdenshistorisk oprør som snart blev døbt Det arabiske forår.

​

 

I maj 2011 rejste en folkebevægelse sig i Spanien, direkte inspireret af det arabiske forår, og som reaktion på den økonomiske krises mærkbare konsekvenser. I Spanien krøb arbejdsløsheden blandt unge (15-24 år) helt op på 44,4 % og frustrationen var overvældende.

Her var det ikke en diktator folket opponerede mod, men en indignation mod det korrumperede politiske- og økonomiske system, som fik hundredtusindvis af mennesker til at forsamle sig på offentlige pladser den 15. maj.
Bevægelserne ”Democracia real yá!”, ”Los indignados” og ”15M”, fik hastigt bred opbakning i befolkningen. Over hele europa spredte der sig sympati aktioner for spaniernes opstand.



I København var det udvekslingsstudenter fra Spanien der fik stablet de første aktioner på benene og den danske gren af Demoracia real yá/Ægte demokrati nu! blev født, og afholdte forsamlinger hver lørdag sommeren over.

 

I løbet af juni måned udsendte forsamlingen i Madrid et forslag om en fælles global aktionsdag den 15. oktober og opråbet gav genklang rundt om i europa og dagen blev døbt 15.O.

I September opfordrede aktivistgruppen Adbusters folk til at “Occupy Wall Street” i deres månedlige magasin.
Også internet-aktivistgruppen Anonymous var involveret.
Hensigten var at lave en fredelig direkte aktion, som skulle forhindre finanseliten i New York i at komme på arbejde og derigennem sætte fokus på en grotesk skævfordeling af ressurser, som følge af en udemokratisk pengemagt.



"1% sidder på 40% af ressurserne i USA" lød den faktuelle kritik - og deraf opstod sloganet “We are the 99%”. Den symbolske aktion slog sig ned i den nærtliggende Zuccoti Park, hvor bevægelsen voksede støt dag for dag. Snart var der flere tusinder samlet i Zuccoti Park, og begreber som “human microfone” og “general assembly” blev kendetegn for bevægelsens konsensus demokratiske arbejdsform.

Politiske personligheder som Noam Chomsky, Michael Moore og Slavoj Žižek udtrykte deres begejstring for folkebevægelsen og delte dens kritik.

Mens medierne havde travlt med at dementere bevægelsens målsætninger som vage og uklare, arbejdede Occupy Wall Street på højtryk på at formulere grundkritikken.
Det blev til bevægelsens første offentlige dokument, vedtaget ved konsensus på general assembly.
"Declaration of the occupation of New York city" blev offentliggjort d. 30. September 2011.

Læs det her: http://www.nycga.net/resources/declaration/

Fænomenet Occupy spredte sig hurtigt til andre amerikanske byer og til resten af verden – lige fra Edinburg til Sydafrika og endda Antarktis. Aktionsdagen 15.O blev til O for Occupy, og den 15. oktober deltog mere end 2000 byer verden over.



Den globale demonstrationsdag blev markeret i København af en Rådhusplads fuld af Indignados- og Occupy-sympatiserende demonstranter.

En lille gruppe valgte at følge den globale trend og belejrede pladsen, Occupy Copenhagen var født.

Belejringerne af offentlige centrale pladser i byerne blev en mulighed for at engagere almindelige mennesker i inspirerende samtaler om demokratiets tilstand, på tværs af partipolitiske interesser.

I Danmark gav mange udtryk for et uforløst håb om forandring, og udtrykte skuffelse overfor den nye regering allerede en måned efter valget. “Rød eller Blå - det kan sgu snart være ligemeget”.

​

Besættelserne af offentlige steder faldt bestemt ikke i god jord hos politikerne verden over, og mange steder blev politiet sat til at rydde lejrene. I Oakland gik politiet særligt hårdhændet til værks og det førte til voldelige overgreb fra ordensmagten på trods af demonstranternes erklærede ikke-voldelige profil og yderligere politivold ramte snart flere Occupy lejre. Men mens Occupy belejringerne mødte øget modstand, var bevægelsens betydning for det globale oprør ikke til at komme udenom. 

​

Den 14. December udråbte Times Magazine “The protester” som årets Person of the year.
De skrev blandt andet:
“In short, 2011 was unlike any year since 1989 — but more extraordinary, more global, more democratic, since in ‘89 the regime disintegrations were all the result of a single disintegration at headquarters, one big switch pulled in Moscow
that cut off the power throughout the system. So 2011 was unlike any year since 1968 — but more consequential because more protesters have more skin in the game.”